For det første kan man flere steder gå over et kryds som fodgænger på diagonalt! Man kan simpelthen gå fra et hjørne til det modsatte, hvis det nu var den vej man skulle. Et vejkryds er på den måde prydet med forgængerfelter i en firkant og i et kryds! Grunden til at man ikke bliver kørt ned er, at i Osaka er det almindeligt at alle fodgængere går på samme tid. Derefter kører bilerne, først den ene vej, og så den anden.
Jeg er desuden vild med en særlig anordning der findes, især på museer, til paraplyer. Alle i Osaka går med paraply for tiden, og den kan man låse fast i en smart holder ved indgangen til museerne ved at kaste en 100 yen ind. Således er man sikker på at få sin paraply med hjem igen.
Idag så vi en mand i metroen der havde et håndtag på sin forretningsmandsmappe der blev til en bøjle hvor han kunne hænge jakken i varmen.
Og jeg er endnu ikke begyndt at fortælle om hvad toiletterne kan. Ud over varme i sæderne har jeg ikke helt forstået alle funktionerne endnu.
Japanerne, i hvert fald dem i Osaka, er strukturerede når de går. I Metroen er det organiseret hvor på gangen man går den ene vej og hvor man går den anden. Der står endda nogle gange en venlig metromand og anviser vej. Og altid venstre om.
Nok om tekniske detaljer.
Jeg har en teori om at japanerne er hyper-opmærksomme på hinanden, og også på os. Vi er bare slet ikke ligeså opmærksomme. Jeg har læst at det vigtigste man skal lære i en japansk børnehave er at læse ansigtsudtryk, for det er ikke almindeligt at udbasunere med hvordan man har det. Og jeg synes allerede vi oplever det. Her på hotellet har de opdaget at vi vil spørge om noget allerede når vi har vendt blikket mod receptionen. De købte mere olivenolie til køkkenet fordi de havde set vi brugte det. Overalt er der en hyper-sensitivitet omkring hvad vi, især som kunder, ønsker og tænker. Derfor er vi begyndt at kommunikere utrolig meget med nik med hovedet og diverse måder at sige tak på, der både kan betyde, ja, nej tak og alt muligt andet.
Her følger lidt billeder af vores seneste dage. De første er fra en dag vi havde ved Tennoji Templet der ligger i nærheden af os. Derefter havde vi en skrivedag. Felix skal prøve at skrive en artikel om sin bachelor til Kritik, og jeg har nogle antro-tekster med om gamle i Japan som jeg gerne vil have læst. Og i dag har vi været på kunstmuseum og i de dyre gader. Værsgo'.
TRYK her for billeder
Ps. Jeg er kommet i tanke om en genialitet mere: Japanerne har paraply.stativ på deres cykel så den kan være slået op og skygge for regn og sol mens de cykler. Jeg siger bare, hvornår kommer det til Danmark?
Åhr jeg vil totalt gerne høre mere om toiletterne og alle de andre smarte features de japsere finder på... Det lyder vildt sjovt. Er vild med bøjlen, og varme i toiletbrættet ville slet ikke være en dårlig ting fx på en skitur, hvor røven altid fryser! Og de lyder på en eller anden mærkelig måde også ret søde, selvom I ikke rigtig kommunikerer med lyd, lyder det til?
SvarSletMærker du noget til kvindeundertrykkelsen Cecilie?
Dejlig opdatering, jeg lo og hyggede :)
Åh hej Maja-blabla ;) !
SvarSletJamen de er så søde! Vi skal nok prøve at skrive lidt mere om hvordan de er søde. Ingen er dumme faktisk! Men jeg tror bare de er utrolig øvede i kun at tænke deres skæld ud :) I virkeligheden er de nok meget indestængte, hvis det da ikke bare er i mine øjne det må være sådan.
Kvindeundertrykkelse...hm. Interessant. Du spørger som om den er der. Det er den måske også, men jeg må sige; nej. Måske er det ikke særlig sjovt at være kvinde i Japan, og der er absolut nogle måder man helst skal være og fremstå på, men det er der sandelig også for mændene... Men jeg mærker ikke noget til det. Men mig og Felix følges jo også for det meste, og de tror altid at det er ham der har bestilt øl og mig der skal have cola, og det er det ikke :)
Og der er særlige kvinde-vogne i subwayen. Og en hel kvinde-etage på vores hostel... Det må jeg finde ud af mere om.